En lørdag aften i slutningen af maj. Store UP1 er proppet til randen med dataloger, fysikere, matematikere og andet godtfolk, mens der på scenen opføres den ene grinagtige sketch efter den anden. ”Jeg forstår det ik”, råbes der fra den ene ende af salen, hvilket straks udløser et latterbrøl fra resten af publikum. Lige så meget GT, der er fyldt i folks glas, lige så høj er stemningen. Sådan forløber en helt normal revyaften, men når der efterfølgende er dømt fest på Caféen?, er det nok de færreste, der tænker over det kolossale arbejde, der ligger bag hver eneste sketch. I en lille serie artikler, hvoraf denne er den første, vil man kunne følge med i de forberedelser, revytterne har gjort sig i øveugen, dvs. ugen op til premieren.

En sketch bliver til
Vi lægger dog ud med at tage et kort blik på det forgangne år. I begyndelsen af det akademiske år, blev nye revytter hvervet, hvorefter de fik en introduktion til DIKUrevyen, og var på hyttetur sammen med resten af revyholdet for at blive rystet sammen. Der har derefter været afholdt adskillige forfattermøder, hvor folk har slået deres vittige hoveder sammen for at skrive sange og sketches, ligesom der også har været en livlig aktivitet på DIKUrevyens interne mailingliste. Her er sketch- og sangforslag blevet indsendt, hvorefter der er kommet konstruktiv kritik fra de øvrige revytter, samt forslag til udfyldelse af mindre fyldige passager eller manglende slutninger. Har man bare antydningen af en idé, er man nemlig mere end velkommen til at sende den ind, da der helt sikkert sidder andre kreative sjæle klar til at hjælpe én videre. Der er i årets løb kommet mange, virkeligt gode forslag, og de bedste af disse udvælges så til at blive opført ved årets DIKUrevy. Dermed ikke sagt, at det resterende materiale er dårligt – Tværtimod! Men der er trods alt begrænset tid til rådighed, hvorfor man bliver nød til at sortere i materialet, selvom det er svært.

Til middag hos revytterne
Jeg beslutter mig for at følge øvningen på den første officielle øvedag. Af hensyn til revytternes kurser og andre gøremål, foregår øvningen om aftenen og begynder som regel kl. 18 med aftensmad, lavet af folkene bag de andre revyer på SCIENCE. Jeg slutter mig til selskabet lidt over 18, hvor folk er begyndt at stille sig i kø til maden. Allerede nu er stemningen høj, hvilket er noget, der vil komme til at gå igen, hver dag, resten af ugen. Dagens ret er karrygryde med ris og kylling, frembragt af de kære fysikere, og mens vi spiser, fortæller den ene af de to revybosser, Ronni Elken Lindsgaard, hvordan aftenen kommer til at forløbe. Han introducerer desuden også mig for resten af revytterne, så de ved, at det ikke er en ond fysiker, der lusker rundt og stiller spørgsmål. Mens vi spiser op, bliver der også uddelt nogle meget detaljerede skemaer, der fortæller, hvor hvem skal øve hvad, hvornår. Det forlyder, at skemaerne i år er blevet til vha. et hjemmelavet skemalægningsprogram, og det overrasker mig helt, at tingene er sat så meget i system. Jeg får forklaret, at det er gjort for, at folk ikke skal spilde deres tid, hvilket giver særdeles god mening, når jeg tænker tilbage på skolekomedien på mit gymnasium, hvor skuespillerne ofte måtte vente i evigheder for at kunne spille en enkelt scene igennem foran instruktørerne. Når tingene er sat i system på denne måde, bliver det nemlig muligt at lave en form for multitrådet øvning, hvor mange forskellige sketches øves samtidigt, forskellige steder på DIKU.

Opvarmning med menneskelige spejl
Klokken er omkring 19, da vi bevæger os ned i Lille UP1. Her skal revytterne varme lidt op, inden de for alvor skal øve sig i at stå på de skrå brædder. Jeg bliver også inviteret med, og vi lægger ud med en leg kaldet ”zip, zap, zup”, hvor man står i en rundkreds og peger på hinanden, mens man siger det af de tre ord, man er nået til. Siger man forkert, er man død, og sådan fortsætter legen til der kun er én person tilbage.

En mere speciel oplevelse, var den efterfølgende øvelse, der gik ud på at finde en partner og skiftes til at kopiere hinandens bevægelser. Ikke-revytter ville nok hurtigt miste koncentrationen og få grineflip, men i fem stive minutter tog alle det lige så seriøst som stod de på en scene med publikum, og skiftedes til at spejle hinanden. En omgang af sangen ”Fest på Caféen?” afsluttede aftenens opvarmning, hvorefter folk straks begav sig hen til de lokaler, der stod i øveplanen, for at øve deres respektive sketches.

Hård rock, Castro og GT
Valgmulighederne er mange, som jeg lader øjnene glide ned over øveskemaet. Jeg beslutter mig for at tage et smut forbi ”Harlem Klub”, et kælderlokale, der i sandhed står i revyeens tegn. I ”Ydre Harlem” øver bandet revyens forskellige sange, mens der i ”Indre Harlem”, et computerrum adskilt fra resten af kælderen, bliver klippet intro og andre revyrelaterede videoer. ”Nogle koder i Brainfuck – De ka’ ik’ få det hårdt nok”, synger Ronni aggressivt, mens bandet spiller melodien til ”Killing In The Name Of”, med Rage Against the Machine, for fuld udblæsning – En sang, der senere hen vil blive kendt som ”Koder hele natten”.

I Harlem møder jeg også Rune Perstrup, der på DIKU går under navnet Guldfisk, og, på trods af, at han for længst er blevet kandidat, fortsat kommer for at hjælpe til med revyeen. Han har dog meget travlt denne aften, men noget tid efter revyen, får jeg en snak med ham om, hvordan dette kan være. Han indleder med at sige, at der faktisk er tradition for, at en stor del af revyens folk er ældre. Han holder derudover af at arbejde med mennesker, og da han egentlig har en cand. mag. i musik, med en halv uddannelse i datalogi, kan deltagelse som instruktør i revyen måske ses som kompensation for, at han ikke er endt som f. eks. gymnasielærer, men i stedet som koder. Desuden er det noget, der giver usandsynligt meget energi. ”Jeg har førhen lavet en masse små teaterting, men alligevel er DIKUrevyen sjovest. Det har noget at gøre med, at folk er meget disciplinerede, og at det hele er gennemorganiseret,” fortæller Guldfisk, der også kan fortælle, at det langt fra er sådan alle steder. ”Mange andre steder kan du bruge 3 måneder på at lave noget, der er dårligere. Det er ikke alle folk (på DIKU, red.), der er fantastiske sangere og skuespillere, men du kan alligevel få utrolig meget ud af dem. I sidste ende er produktet mere underholdende, end et produkt af folk, der i princippet kan mere.” At der på DIKU måske er lidt flere skæve typer, end så mange andre steder, er også noget Guldfisk holder af i sit arbejde med revyen. ”I løbet af de år jeg har været med, har jeg mødt enkelte, der har haft lidt svært ved at begå sig før de startede på DIKU og i revyen. Måske har man haft svært ved at forstå, hvordan kroppen fungerer. Enkelte har måske ligefrem haft svært ved at forstå sociale relationer. Langt de fleste er selvfølgelig helt almindelige studerende - men pointen er, at der er plads til alle. Gennem tiden har jeg set folk rykke sig fra at have en lidt vanskelig forståelse af, hvordan man bruger sin krop (og måske også sig selv) til at være selvsikre og udadvendte. Revyen bliver dermed en socialiseringsproces, hvor det handler om mere end bare at blive rystet sammen. Payoff for mig er - udover en god revy - at se, at folk rykker sig. Hvis jeg kan se, at en person har udviklet sig personligt i løbet af forløbet - og at jeg (forhåbentlig) har været medvirkende til det - bliver jeg meget stolt.”

Fra Harlem, bevæger jeg mig nu videre tilbage til Lille UP1, hvor sketchen ”Castro-As-A-Service” nu skal øves. Kort efter ankommer Jenny-Margrethe Vej, førsteårsstuderende på DIKU, og David Rechnagel Udsen, bedre kendt fra Spiltirsdag som ”Brainfuck”. De spiller sketchen igennem et par gange, og selvom der lige er et par småting, som skal finpudses, synes jeg allerede de er kommet langt. Alle replikkerne fyres af uden tøven, og samspillet mellem de to fungerer glimrende. Under en kort pause, spørger jeg Jenny, hvordan det er at lave revy som førsteårsstuderende. Hun fortæller, at de har det super sjovt på tværs af årgangene. Hun er blevet taget godt imod, og man kan lave lige det man har lyst til. ”Allerede før jeg startede på DIKU, vidste jeg, at jeg ville lave revy. Jeg ville nok også have været med i revyen på mit gamle studie, hvis jeg var blevet”, fortæller Jenny, som nåede at læse jura i to på Århus Universitet, før hun kom til DIKU. -”Hvad har revyen som andre grupper ikke har?” Hun tænker sig lidt om. ”Styr på tingene”, lyder svaret, hvilket jeg allerede har mærket en hel del til. Sketchen øves igennem en sidste gang, hvorefter Jenny og Brainfuck afløses af Claus ”Spectrum” Appel, Mikkel Kjær Jensen, Ejnar Håkonsen og Ronni, der går i gang med at øve ”Busch-doktrinen”, som også allerede har fine takter.

Jeg vælger nu at bevæge mig op på øvelsesgangen, hvor der fra et af lokalerne høres sang: ”… Men du ku’ også bli’ kandidat… Af et eksklusivt fabrikat… En studerende af format… Du vil da ikke være TAP?”. Jeg åbner døren og finder Naja Mottelson, Amanda Elizabeth Rischel og Nana Girotti, der er i færd med at blive instrueret af Simon Victorson i at synge. ”Det kunne være fedt at få nogle uh’er ind”, siger Simon eftertænksomt, inden han lytter originalen igennem på sin bærbare, nok en gang. Vi springer nu for en kort bemærkning et par dage frem i tiden, hvor jeg får lejlighed til at spørge Naja, der som Jenny er førsteårsstuderende, hvad som fik hende til at melde sig til revyen. ”Min første kontakt med DIKU var faktisk gennem revyen”, forklarer Naja, der har prøvet kræfter med to humanistiske fag, inden hun til slut meldte sig under DIKUs faner. Nr. 2 fag var Kommunikation og IT, hvor en instruktor en dag fortalte om DIKUrevyen, og om, at man bare kunne komme og give en hånd med. ”Stemningen i revyen var enormt dejlig, og samtidig var det sjovt at være på DIKU. Det var også gennem revyen, at jeg fangede interesse for datalogi.” Hun fortsætter med at fortælle lidt om selve revyen: ”Revyen er engagerende og udfordrende, og man får lov til at lege. Til gengæld får man INGEN søvn, og man får lov til at dumpe sine kurser”, slutter Naja med et glimt i øjet. Tilbage på denne mandag i slutningen af maj, er Naja og Nana nu på vej ned til Lille UP1, hvor ”Mad på fad og GT” skal øves. En sang, der både kan øves på en meget alvorlig og en mere gæv måde.

Scenemøde
Aftenen er ved at gå på hæld, og mens jeg tygger på lidt godt fra en af kantinens automater, overværer jeg opførelsen af ”Motivationen” (Du’ ku’ også bli’ kandidat) og ”Bliv på DIKU baby” med band i Harlem. Aftenen er dog ikke helt forbi, da den først skal evalueres på et såkaldt scenemøde. Mens jeg venter på, at mødet skal gå i gang, tager jeg en snak med Julie Sheard, der, som ny revyboss for Biorevyen, følger tilblivelsen af DIKUrevyen fra sidelinjen. ”Noget af det jeg elsker ved revyen er, at man lærer folk fra andre studier at kende”, fortæller Julie, der til daglig ikke har særlig meget omgang med f. eks. dataloger og fysikere. Mødelokalets døre åbnes, og folk siver lidt efter lidt ind i lokalet. For bordenden sidder de to revybosser, Søren Lynnerup og Ronni. ”I ser alt for friske ud”, begynder Ronni i et energisk tonefald, da folk har fået sat sig til rette. ”Der er fandme knald på, og der er allerede styr på mange ting”, fortsætter, hvad der ligner en godt tilfreds revyboss. Dog ville der ikke have været planlagt øvning for resten af ugen, hvis alt allerede nu sad lige i skabet. Ronni siger da også afslutningsvist, at der stadig er lang vej igen, og jeg spørger ham efterfølgende, hvor langt han egentlig synes de er. Her giver han udtryk for, at det gælder om at passe på med at tro, at revyen kunne opføres i morgen, hvis det skulle være: ”Det handler om psykisk ikke at tro, det går for godt. Med hensyn til koreografi er der langt igen, men vi når rigtig meget hver aften. Det er et højt niveau vi har i år, og der er megen svær koreografi, men folk er jo så meget på, at de også vil møde uden for øvetiden.”

Mødet er nu for de flestes vedkommende hævet. Revybosser og instruktører fortsætter dog med at gå helt ned i detaljerne - Et møde, der kommer til at trække ud til klokken halv to. Jeg selv bliver hængende i ca. et kvarter for at fornemme stemningen, hvorefter jeg vender næsen hjemad efter en fantastisk aften i revyens tegn. Man skal lede længe efter en social gruppe, der bare antydningsvist får socialt samvær, passion, kærlige drillerier, venskaber og hårdt arbejde til at gå op i en højere enhed på samme måde som det sker til DIKUrevyen.

Billeder: Kristine Slot samt undertegnede.