Man kan være rus på flere måder end én. Rus på et studie og rus i revyen. Jeg var begge dele samtidig og her er en lille "dagbog" over mine følelser og tanker igennem forløbet.

At være med i revyen har været en større og federe oplevelse end jeg umiddelbart havde regnet med. Jeg startede på Datalogi med en idé om at jeg ikke skulle være med i sociale grupper og lignende. Min plan var at jeg ville køre mit eget løb og kun koncentrere mig om mit studie. Men efterhånden som jeg blev introduceret for DIKUrevyen, og lærte de mennesker der var med i at kende, blev jeg mere og mere involveret og revet med, og til sidst stod jeg pludselig med to roller, uden jeg egentlig havde overvejet, hvad det var jeg havde sagt ja til.

Da rollerne først blev uddelegeret begyndte nervøsiteten så småt at melde sig, selvom der var hele to måneder til selve revyen. Jo tættere på revyen vi kom jo større blev de sommerfugle, der rumsterede livligt rundt i min mave. I mellemtiden blev Fysikrevyen^TM 2013 opført og tanker som "Næste gang er det os" løb igennem mit hoved og satte gang i adrenalinen, hvilket ikke hjalp på nervøsiteten. Jeg gik i lang tid og havde en blandet følelse af at være spændt og at jeg slet ikke følte mig klar og jo tættere vi kom på øveugen, jo større blev begge følelser.

Da øveugen endelig oprandt var jeg mildest talt panisk. Nerverne kørte på højtryk og jeg havde allermest bare lyst til at droppe det hele på stedet og gå min vej. Hvis ikke det havde været for de mennesker omkring mig, der gav mig kram og trøstede mig, havde jeg været et komplet nervevrag. Men da vi først kom i gang med selve øvningen, blev jeg hurtigt mere rolig og efterhånden som de første par dage gik, følte jeg at der stille og roligt styr kom på det hele. Det hele var slet ikke så stressende, som jeg havde forestillet mig. Der var god orden i dagsplanen med øvesegmenter, hvor der indimellem var pauser til enten at slappe af, hjælpe til med at lave rekvisitter eller se de andre øve sig. I mit hoved havde jeg forestillet mig en uge med stress og jag, hvor alle konstant øvede som pisket og bagefter gik grædende hjem med blodet dryppende efter piskeslagene.

Da jeg endelig kunne abstrahere fra min nervøsitet begyndte det hele også at blive meget mere spændende og det gik op for mig: Jeg var omgivet af fantastiske og dejlige mennesker og jeg havde det rent faktisk sjovt. Jeg var blevet en del af et sammenhold, der skabte det her fantastiske og fjollede show vi kalder DIKUrevyen, hvilket jeg aldrig ville have drømt om at deltage i før jeg startede på Datalogi. Jeg var glad og fortrød absolut ikke at have tilmeldt mig.

Det blev onsdag og det var tid til Oberstprøven, som er første fulde gennemgang af revyen med sceneskift og kostumer osv. Min nervøsitet begyndte stille og roligt at snige sig ind på mig igen og da jeg endelig skulle på scenen skinnede den da også igennem, men det handlede kun om mindre detaljer, der skulle rettes op på, hvilket var en lettelse. Imellem mine egne sange tog jeg muligheden for at se nogle af de andre sketches i revyen og blev selv meget imponeret over, hvor godt de andre virkede til at have styr på deres ting, også selvom de selv påstod at det sejlede. Det var beroligende at det kun var småting der skulle rettes til og vi blev færdig med Oberstprøven allerede lidt i midnat, hvilket efter sigende næsten er rekordtid.

Torsdag gjaldt det Generalprøven - den første opvisning med et publikum der ikke kun bestod af instruktører og andre mennesker fra revyen. Min nervøsitet var ikke nær så fremtrædende og begge mine sange gik godt, så jeg begyndte efterhånden at føle mig tryg ved at opføre dem. Resten af prøven gik også glimrende. Os der ikke stod på scenen kunne lytte med fra en højtaler placeret backstage og det meste af tiden sang vi med eller var flade af grin. Stemningen var i top og på trods af lidt nervøsitet her og der og et par manglende rekvisitter, gik det hele relativt flydende. En følelse af lettelse skyllede ind over mig da vi var færdige. Vi kunne vores shit og vi gjorde det!

Nu gælder det bare præmieren og lørdagsforestillingen og mens jeg sidder og skriver den her artikel kan jeg endnu en gang mærke nervøsiteten banke på, men samtidig føler jeg at det hele nok skal gå og at det bliver en fantastisk forestilling. Det eneste jeg kan sige til publikum er: Glæd jer. Det bliver fedt!