Dikutal ønsker dig velkommen som ny på DIKU. Vi håber at du på DIKU vil opleve "de bedste, hårdeste og sjoveste år af dit liv".

Hvem er vi?
DIKU huser mange sociale foreninger, herunder Dikutal, som er en af de nyere. Dikutal er en webportal for de studerende på Datalogisk institut ved Københavns Universitet (DIKU). Bag portalen står "Foreningen for varetagelse af DIKUs studenterwebportal af 2007".

Dikutal er en dynamisk webportal under konstant udvikling, så den hele tiden tilbyder de funktionaliteter, de studerende har behov for. På nuværende tidspunkt tilbyder vi bl.a. forum, kalender, nyheder, billedarkiv og informationssider. På baggrund af konkurrencer, forumindlæg, polls og evalueringer udvikles dikutal til at være et moderne virtuelt studiemiljø med alt hvad en datalogistuderendes hjerte kan begære.

Den daglige drift klares på frivillig basis af Dikutals bestyrelse. Foruden den frivillige arbejdskraft har vi en redaktør og en udvikler ansat, som betales via sponsorater fra DIKU og erhvervslivet. Til gengæld for disse sponsorater får virksomhederne lov til at ligge jobopslag op på Dikutal, hvilket igen kommer de studerende til gode. Find jobopslag og information om virksomhederne på http://www.dikutal.dk/karriere.

Hvad tilbyder vi?
Først og fremmest er vi dog en nyhedsportal, og derfor bringer vi med jævne mellemrum artikler med det formål at afdække det pulserende liv på institutet. Flere af vores brugere vælger også at gøre brug af vores tilbud om at blogge og beriger dermed os alle med deres seneste hack eller spidsfindige tanker. Vores artikler finder du på http://dikutal.dk/artikler og blogs på http://dikutal.dk/blog

Som ny på DIKU har du formentlig mange spørgsmål og vi vil opfordre dig til at søge dine svar på Dikutal. På http://dikutal.dk/wiki/wiki finder du Dikutals Wiki-side, som vi og de studerende forsøger at holde opdateret med alskens nyttige informationer. Hvis du har glemt, hvordan du printer på DIKU fra din egen datamat eller leder du efter et eksotisk sted at finde føde inden næste forelæsning, så finder du sikkert svaret her.

I Dikutals kalender finder du events relevante for dig som studerende. Her ligger skemaoplysninger for mange af DIKUs fag, gæsteforelæsninger og andre interessante ting. Du finder kalenderen på http://dikutal.dk/calendar.

Dikutals forum har flere gange fungeret som kursusforum for kurser afholdt på DIKU, og vi opfordrer jer til at bruge det til generel kommunikation på studiet. Vores forum er åbnet for alle studerende og nye såvel som gamle studerende nyder godt af hinandens erfaringer når der skal løses datalogiske problemer. Dikutals forum kan findes på http://dikutal.dk/forum.

Vi byder dig velkommen til DIKU og håber du får en god studiestart.

Med venlig hilsen

Dikutals bestyrrelse