There are currently no projects
This tab is intentionally left blank.
I år var jeg rusvejleder og skulle nu være med til at give nye studerende en god start på studiet. En start, som helst skulle kickstarte deres engagement, få dem til at lære hinanden at kende og dæmpe deres frygt for de nye omstændigheder, der findes bag universitets døre. Grunden til jeg valgte at gå i krig med rusvejledning, skyldes mest af alt den opfattelse jeg havde fået af mine egne rusvejledere, da jeg selv startede. Jeg havde en tur der var super fed, og som gav mig en god begyndelse, hvor jeg blev bekendt med nye struktur jeg skulle til at tilpasse mig på DIKU. Før man dog som rusvejleder møder den nye forsamling af russere, der som regel bevæger sig ind i den akademiske verden for første gang, er der dog planlægning og opsætning mange måneder i forvejen.
For at vejlederne kan fungere som et hold, kræver det at vi også selv rystes sammen, i samme grad som vi håber de nye studerende på datalogi vil blive det. Da et rusvejlederhold ofte består af ligeså forskellige personer, som sammenblandingen af de russere de skal vejlede, dannes der i bedste fald et solidt og bredt sikkerhedsnet for de nye, og i værste fald interne samarbejdsproblemer.
Den sidste mulighed skal selvfølgelig undgås. Vi hygger, fester og brainstormer over et langt forløb, før der til sidst kommer et virkeligt pres på, og alle enderne væves sammen til en kanon tur, der bør give de bedste rammer for dannelse af nye fællesskaber. Der er ingen nedskrevet algoritme til hvordan en sådan tur skal brygges sammen, men der trækkes i høj grad på erfaring fra gamle vejledere, og der bruges et del og hersk paradigme til fordeling af arbejdsbelastningen. Det er et hyggeligt og socialt forløb, som samtidig giver en mulighed for at udfolde sig kreativt og lære at løse problemer som opstår, når et kæmpe arrangment skal stables på benene. Selv under den sidste periode, hvor den mere administrative arbejdsmængde er størst, glemmes der dog ikke at vi har meldt os som rusvejledere fordi det er sjovt, så når presset bliver for trykkende afløses det af spontan fest. Indtil næste morgen, hvor der tages fat igen, fra hvor der blev sluppet.
Alt denne planlægning munder ud i det man kan kalde den store finale, nemlig mødet med russerne og den efterfølgende hyttetur. Ved første øjekast mandag morgen, virker de nyankomne som en forvirret forsamling af mennesker, usikre i de nye omgivelser, og nogle med tvivl i sindet om deres studievalg. Vi stimler dem alle sammen i et enkelt lokale så de kan få morgenmad, hvor de også for første gang får lejlighed til at bedømme de personer de skal tilbringe de næste mange år på studiet med. Ved at kikke rundt i lokalet ses sporadiske forsøg på at finde indledende samtaleemner, men det overvældende antal af nye mennesker gør det svært for alle at få munden på gled. Efter morgenmaden og en hurtig introduktion af os vejledere, tager vi alle udenfor og laver nogle aktiviteter, så folk kan få hinandens navne og ansigter i hukommelsen. Ikke længe efter ankommer den bus, som skal fører os til den hytte de næste dage skal foregå i.
Efter en bustur, hvor russerne for første gang får lov til at få fingrene i alkohol, ankommer vi alle til Lars Tyndskids mark i Jylland, de fleste en kende berusede og med førstehåndsindtryk af medpassagererne. Alle indlogeres i hytten, og hvad gerne skulle blive 4 dage med turbo-introduktion til datalogi-studiet, begynder.
Der blev under turen udslynget erfaringer fra os vejledere, som selv har oplevet studiets op- og nedture. Dagene er et mix af seriøse oplæg og aktiviteter uden faligt indhold, begge dele designet til at nedbryde de gamle rammer og hjælpe med opbygningen af den nye hverdag på uni.
Selvfølgelig blev der også drukket. Der er absolut intet galt i at leve efter mantraen: “Jeg behøver ikke alkohol for at have det sjovt”, men hvorfor lave ild med flintesten når lighteren er opfundet. Ølcroket, Racerbile og diverse kortspil, der centrerer omkring udfordringen i at holde hovedet skarpt under beruselse, lader til at ryste alle sammen i et lynhurtigt tempo. Konsekvensen er noglegange et par overstive russere, som jeg vist også selv kom til at være dengang jeg begyndte, men det er let at se bort fra, når hele turen summeres op til en superfed oplevelse. Både på tidspunkter med og uden alkoholiske drikke. For hver dag der går udvides de netværk der opstår, og folk snakker på kryds og tværs. For at ingen på noget tidspunkt får lov til at udleve asociale tendenser er et stramt program serveret, der resulterer i sparsom søvn og masser af ny information. Folk bliver tvunget til at arbejde sammen i de planlagte aktiviteter og over de fire dage opbygges nye universitetsstuderende fra bunden.
Efter de fire overnatninger fører bussen os tilbage fra det golde Jylland til Universitetsparken, og både russererne og os vejledere er udkørte af det tætpakkede program. Det er nemt at se på busturen at der er større tæthed og fælleskab end da vi først kørte fra DIKU og med i bagagen hjem, burde også være et nyt sæt af kammerater og guldkorn om studiet. Begge disse ting behøves, hvis man skal klare sig i på datalogisk institut. Den sørgelige sandhed er nemlig desværre at studiet, datalogi og universitetsverdnen ikke er for alle. Viljestyrke, gåpåmod og engagement er nødvendigt, og når mængden af arbejde kan føles uoverskuelig, er der studerende som bukker under og dropper ud, fordi de bliver ramt af tvivl. Her gælder det om at have et netværk i DIKU's høje sale, der kan løfte en op igen, og huske på at et midlertidigt nederlag ikke er enden på ens akademiske karriere. Efter min opfattelse er de bedste forudsætninger dog nu givet til russerne, og fællesskabet er allerede kommet til udtryk ved flere lejligheder. F.eks. Blev der udvist et stort sammenhold under immatrikulationen, hvor der blev dannet fælles front af sangglade dataloger, som forsvarede deres fags stolthed. Denne gejst er ligeledes kommet til udtryk på Caféen?. Smædesange alene gør dog ikke arbejdet, men de hjælper godt på vej og studiet ligger nu i russernes egne hænder.