Hans-Kristian, eller "HK", er en nomeret-læsende dikufant og drukmås fra årgang 2008. Han har som noget særligt valgt at give sig i kast med titlen som formand for RusKursusGruppen (RKG) og vil med en personlig agenda prøve at revolutionere den måde vi opfatter rusturen på. Men hvad gemmer dig sig under huden på denne nyopstartede formand? HK har lade mundtøjet løbe for læserne på Dikutal.

Dikutal: Hvordan er det at stå med formandsposten for RKG?

HK: Det er rart og egentligt noget jeg er blevet meget glad for. Det var faktisk noget jeg blev foreslået længe inden jeg selv rigtigt nåede at tænke i de baner. Man viste allerede godt at Cruise (den forhenværende RKG formand) var lidt slidt og nogle andre medvejledere foreslog mig så at blive formand. Men det var rart at der var sådan en konsensus om at det var noget folk gerne ville have, og jeg har en masse ideer for RKG om hvad fanden vi skal og hvad vi kan gøre bedre for at skabe en bedre rustur, så det passer mig fint.

Dikutal: Hvilke planer har du for det følgende RKG år?

HK: Generelt skal vi være meget bedre til at få fat om russerne. Altså, på det år jeg var vejleder og på mit eget rusår, har der ligget stort fokus på at lave en rustur, som dækker over fire dage plus nogle få efterfølgende arrangementer, hvorefter man giver slip på russerne igen. Den måde man lavede selve rusturen på, var ved at man kastede alle russerne i en gryde, så kastede man en masse sjove og nørdede ting derned også vendede man gryden på hovedet og så hvor mange der blev hængende på DIKU. Det vil vi prøve at lave om på i år. Det er ihvertfald min målsætning.
Vi vil lave nogle mindre rusture så vi i alt får tre rusture i år. Sidste år var der alt for mange russere pr. vejleder og det gik faktisk ud over rusturen, så med færre russere per tur bliver det hele meget mere hyggeligt.
Den primære ændring vil faktisk være efter vi er kommet hjem fra selve rusturen hvor vi vil prøve at få samlet russerne i nogle mindre grupper, så det ikke så meget er det der 'Hey! Her er 200 andre mennesker. Velkommen til DIKU'. Grupperne skal så finde ud af at lave noget små sociale ting sammen engang henover ihvertfald blok 1 og 2.

Der skal være et par vejledere knyttet til hver gruppe, så man som vejleder bedre kan holde en løbende kontakt med sine russere, for der er mange af dem man hurtigt kan miste kontakten med.
Der ville det faktisk som vejleder være hyggeligt med nogle ting at mødes med sine russere om. Lidt ølkroket eller julefrokost eller hvad man nu kan finde på. Men nu må vi se, jeg får jo desværre ikke lov til at bestemme noget diktatorisk. I RKG skal man jo desværre være enige om tingene og det er jo aldrig rart.

Dikutal: Tror du at det at knytte vejlederne mere til russerne igennem blok 1 og 2 og dermed forlænge introduktionsforløbet vil sænke frafaldet?

HK: Jeg tror de samme mennesker vil droppe ud. For hvis du dropper ud så er det fordi du ikke har interessen for det. Jeg tror derimod det vil få flere til at være i det sociale liv omkring DIKU, måske endda et par stykker vil blive på studiet fordi de får den ekstra hjælpende hånd til at overkomme det de skal. Der er jo mange der ikke kan kode i forvejen og for dem er det lidt et slag i ansigtet med ting som ML og Java.
Men jeg tror det vil få folk til at hænge bedre fast i det sociale, for nu er der jo gået 2 blokke siden vi var på rustur og der er en masse vi som vejledere ikke hører fra længere.
Der var nogle russere jeg ligesom havde håbet på ville blive rusvejledere eller ville have bundet mere ind på DIKU, som ikke rigtigt er her længere. Men så går rygtet blandt de andre russere, at de er her stadig sådan engang imellem, og her kunne det være rart som vejleder at have en mere naturlig kontakt med sine russere.
Jeg ved bl.a. at der er mange fra min egen årgang som jeg snakker godt med, men som ikke har nogen kontakt med resten af DIKU eller deres gamle vejledere, og det kunne være rart hvis man som vejleder havde mulighed for lige at kunne få en hygge snak med sine russere engang imellem.

Det er mest noget vi gør for at skabe en dybere integration. Det havde jo været sådan førhen at når man kom hjem fra rusturen, så slap man alle russerne løs og så var der kun immatrikulationen, førsteårsfesten og første frebar hvor man mødte sine russere igen.
Det de små grupper vil også gøre det nemmere for russerne at holde kontakten med de gamle vejledere, hvis de ligesom ved at der er en eller to vejledere som er deres.
Man vil selvfølgelig altid have kontakt med de russere der forankrer sig i DIKU. Det vil man sgu altid gøre, for de bliver jo bare en del af livet på DIKU.

Dikutal: men tror du ikke at man som vejleder vil køre død i det hvis man skal køre introduktionsforløbet så længe?

HK: Der er 2 punkter i det:
For det første er der ikke tale om noget tæt forløb. Som sagt er det 2 vejledere der får ansvaret for at lave nogle sociale hyggeting med en gruppe russere, så man som vejleder kan holde hinanden op på det, hvis den ene skulle glemme det. Derudover skal hver enkelt gruppe ikke lave med en 2-3 sociale ting sammen, så man har som vejleder stadig masser af tid til at komme hjem og få pustet ud ovenpå rusturen. Meningen er altså lige præcis at det ikke skal være hårdt.

Den anden ting i det er, at vi arbejder meget anderledes i år. Den måde vi gjorde tingene på i perioden op til rusturen de andre år har været meget hårdt, fordi mange af tingene blev ordnet i sidste øjeblik. Generelt blev tiden op til rusturen ikke udnyttet særlig effektivt så det har vi prøvet at ændre på i år med nye mødestrukturer.
Førhen delte man til første møde alle folk op i grupper og gav derefter hver gruppe et lille ansvarsområde, som så faktisk bare skulle være ordnet inden rusturen, hvilke gjorde RKG-møderne utilfredsstillende fordi der i 90% af grupperne ikke var sket noget siden sidst. Det vil vi prøve at lave om på i år ved at nedlægge fleste af grupperne og løse deres ansarsområder i plenum til arbejdsmøder i stedet for. Arbejdsmøderne er tematiserede så hvert møde dækker over ca en gruppe. Vi har dog stadig nogle få af de oprindelige grupper kørende, men de tager sig af de store ting der strækker sig over hele året.
Ideen er at når vi kommer til panikugen (den sidste uge inden rusturen) så er alt det kedelige og trivielle arbejde klaret, så vi får mere tid til at arbejde på alt det praktiske til rusturene og samtidig har overskud til at hygge os lidt sammen som vejledere.
Men nu må vi se hvordan det hele spinder an. Det første arbejdsmøde er først på torsdag (d. 25/2/2010).

Dikutal: Synes du ikke selv jeres nuværende plakater er en smule urimlige? Det er vel ikke jeres intention at folk skal slutte sig til RKG for at score damer?
HK: Der er intet mere anti-RKG end de plakater og det er det der er hele joken i det. De russere som ville være vejledere var jo nogen vi allerede kendte lidt og de har alle kunne se joken i de plakater. For det første er der ikke en eneste af pigerne på den plakat der er fra DIKU, og for det andet er der også meget strenge regler i RKG, om at man ikke må være sammen med nogle piger/drenge på rusturen. Derudover så har stortset alle rusvejlederne kæreste på eller ihvertfald langt de fleste af dem der er på de der plakater. Så intet kunne være mindre RKG end de plakater og det er ren provokation.

Jeg tror faktisk ideen til plakaterne kom af hvor overraskede vi var, over hvordan russerne troede RKG fungerede. Når man snakkede med dem troede de at værgeaftenen var sådan noget ondt og farligt noget, hvor man som vejleder gik rundt og prikkede russerne på skulderen og sagde "du må godt være med i RKG" eller "øv bøv du må ikke". De troede det var de gamle vejledere det udpegede den næste generation, men i virkeligheden er RKG jo så demokratisk at man er ved at brække sig over det.
Så plakaterne var faktisk lidt en provokation til hvordan russerne havde troet at RKG fungerer.

Dikutal: Hvordan var det at blive valgt til tørstmester sidste år?

HK: Det kom sådan lidt bag på mig. Det var faktisk i en eller anden pause hvor jeg lige hurtigt blev trukket til side af en fra kantinebestyrelsen som så spurgte om jeg ikke var interesseret i at være tørstmester, og jeg sagde bare jo jo uden rigtigt at skænket det en tanke.
Det gik først sådan op for mig lidt senere hvad det var jeg egentlig havde rodet mig ud i.
Det skal lige siges at jeg aldrig haft et hårdere efterår end her sidste år, så da vi nåede hen til julefrokosten havde jeg egentligt mest af alt bare lyst til at sidde i et hjørne med Preben i den ene arm og gt i den anden og råbe og være bitter.
Men det var sgu også meget skægt at være tørstmester og lidt af en oplevelse, selvom jeg var en lille smule udkørt. Nu glæder jeg mig bare til næste års julefrokost hvor jeg kan sidde og råbe af ham den fulde idiot der skal være tørstmester.

Dikutal: Har du altid ville læse datalogi?

HK: Nej, jeg har faktisk hele mit liv ville være kemiker. Jeg har lidt en miljøskade hjemmefra for hele min familie laver noget indenfor kemi eller naturvidenskab. Jeg havde altid troet jeg skulle være kemiker og datalogi er jo ikke ligefrem noget man sådan støder på i folkeskolen eller lignende, så det har jeg aldrig vist. Det var faktisk lidt ved et tilfælde at jeg blev rodet ind i datalogien. Mit band i gymnasiet skulle være rockstjerner så vi skulle selvfølgelig have en hjemmeside, og så tænkte jeg 'det laver jeg fandeme! Det der HTML, bumme-lum'. Efter gymnasiet fik jeg et job i en lillebitte internetvirksomhed hvor jeg lavede lidt lagerarbejde og noget småkoderi. Lige pludselig eksploderede internetvirksomheden og jeg fik lov til at kode en hel masse. Det var dog PHP men jeg fik lov til at kode.
Der kunne så godt mærke at interessen for kemien forsvandt, for datalogi er jo bare så meget federe! Det er nok noget af det jeg er aller lykkeligst for at have gjort. For fuck det er fedt at kode!
Men i min barndom var jeg altid meget overbevist om at jeg skulle være kemiker. Et af mine første minder nogensinde er faktisk af min far og mig der løber langrend da jeg var omkring 3 år og repeterer det periodiske system.

Dikutal: går du for meget på Cafeen??

HK: Nej, jeg går for lidt på Cafeen?! Det faktisk en svaghed. Som RKG-formand forpligter det at man møder op engang imellem og råber og skriger.