Der er masser af spørgsmål, som melder sig i springet fra studerende til nyuddannet it-professionel. Og jobsøgningen er ikke altid lige til:
- Hvordan målretter jeg min jobsøgning i forhold til it-arbejdsmarkedet?
- Hvad er mine kompetencer egentlig?
- Hvordan skriver jeg en god ansøgning og et godt cv?
- Hvordan forbereder jeg mig til jobsamtalen?
- Hvordan sælger jeg mig selv bedst til jobsamtalen?
- Skal jeg tage slips på?
- Hvordan opkvalificerer jeg mig til mit drømmejob?
Gode råd på vej til dit nye job
Afklaring
- Find ud af, hvad der motiverer dig? Hvad er det for et job, du egentlig ønsker dig? Hvordan skal dit arbejdsliv se ud ideelt?
- Undervurder ikke dig selv og dine kompetencer. Du kan mere, end du tror.
- Søg efter jobs mange forskellige steder. Bred din søgning ud: aviser, nettet, jobagenter, uopfordrede ansøgninger (mange job slås aldrig op) og dine netværk.
- Tænk jobindhold frem for jobtitel. Det, du skal lave, er det, der tæller frem for en flot smart titel.
- Lav research på virksomheden. Undersøg virksomhedens hjemmeside, årsrapporter, netværk - og brug det målrettet i din ansøgning.
- Konkretiser dine kompetencer. Sørg for, at du konkretiserer dine personlige og faglige kompetencer med eksempler.
- Spørg om råd. Brug dit netværk, diskuter jobopslag og ansøgninger med dem. Og tøv ikke med at kontakte PROSAs jobkonsulenter.
Som medlem af PROSA får du kompetente svar på dine spørgsmål ved at ringe på telefon 33 36 41 41 eller at sende en mail til job@prosa.dk. Foruden jobsøgningskurser tilbyder vi også: vejledning og coaching, hjælp til at få kontakt til virksomheder eller at få udarbejdet en god jobplan samt ideer til efter- og videreuddannelse. Vi sidder klar til at få gang i din karriere.
Læs mere om, hvordan du bliver afklaret i forhold til jobsøgningsprocessen, hvordan du skriver en ansøgning og cv på PROSA's jobsektion.
Ansøgningen
Der findes ikke rigtige og forkerte ansøgninger, men der er nogle, som virker bedre end andre. Her et par råd:
- Brug ikke en standardansøgning. Skriv i stedet en specifik og målrettet ansøgning hver gang.
- Brug lidt ekstra krudt på at beskrive din motivation for jobbet, som er det første indtryk du giver af dig som ansøger.
- Giv en beskrivelse af din personlige arbejdsstil baseret på tidligere feedback fra kollegaer/medstuderende.
- Vær ærlig og ikke formel. Skriv i et naturligt, levende og ligetil sprog, som afspejler dig som person. Brug positive ord.
- Skriv kort og præcist.
- Lad ansøgningen være overskuelig og enkel - med masser af luft.
- Fokuser på det job, som du søger. Vær fremadrettet og målrettet.
CV
Et CV skal give et overblik over din arbejdserfaring, uddannelser og supplerende kurser. Altså minimum:
- Dine personlige data: navn, adresse, er du gift, børn m.m.
- Arbejdsted(er) og periode og en kort beskrivelse af primære ansvars- og arbejdsområder.
- Hvor og hvornår du er uddannet og en beskrivelse af specialeområder.
- Supplerende kurser og kort beskrivelse af indhold.
- Hvad du laver i din fritid.
Jobsamtale
Gode råd til, hvordan du klarer dig gennem en jobsamtale:
- Forbered dig – på mulige spørgsmål.
- Kom til tiden.
- Vær dig selv.
- Klæd dig, så du matcher stedet.
- Tag selv initiativ til at sige noget.
- Fortæl om, hvad for opgaver, du kan løse.
- Opfør dig som en gæst – lyt og afbryd ikke.
- Husk at sige ”Tak for samtalen”, når du går.
Læs meget mere om, hvordan du strukturer din jobsøgning, hvordan du opsætter CV og skriver opfordret og uopfordret ansøgninger på PROSA's jobsektion. Der finder du også gode råd til jobsamtalen. PROSA har også ansat job- og karrierekonsulenter, der kan rådgive medlemmer i forbindelse med jobsøgning og tilbyde gratis coaching.