Det var med stor glæde, at undertegnede for et stykke tid siden erfarede, at der skulle være klippeklistredag på DIKU. Siden 2.g havde der stået senmodernitet og differentialregning på skemaet den dag i december, hvor der skulle have stået klippeklistredag, hvorfor det føltes utrolig rart atter at skulle deltage i en sådan.

Vejret kunne ikke passe bedre, da dagen oprandt. Det havde efterhånden sneet i et par dage, men nu begyndte sneen for alvor at lægge sig over Universitetsparken som et tykt vattæppe. Da jeg arriverede i kantinen lidt i 14, var klippeklistredagen allerede i fuld gang. Midt i kantinen var opstillet et langbord, der var halvt fyldt op af dataloger i julestemning, der på livet løs klippede og klistrede for at fremstille den pynt, der skulle pryde juletræet i hyggekrogen såvel som resten af kantinen. Ude i køkkenet var medlemmerne af kantineforeningen fuldt beskæftigede med at klargøre eftermiddagens traktement, alt imens jødekager, pebernødder og andet godt, i en lind strøm blev bragt ind til bordet. Julestemningen var i den grad at føle på denne sidste torsdag i november, og det hele blev akkompagneret og understreget af julemusikken, der lifligt strømmede ud fra kantinens højttalere. For dem, der ikke lystede at tage del i saksens og papirets analoge glæder, havde ca. en tredjedel af kantinen beholdt sin sædvanlige indretning, således at der også var rig mulighed for at hygge med sine ugeopgaver eller blot sidde og ”snackkode” en smule.

Efter at have sat mig til rette og smagt på nogle af julegodterne fra køkkenet, fattede jeg papirstrimler og saks og gik i gang med min personlige favorit, den smukke, geometriske julestjerne. Helt i Microsoft Torsdags ånd tog et medlem af Dikutalholdet bestik af muligheden for at folde en stjerne med strimler forskellige farver og foldede denne smukke Windows-stjerne. Over for mig sad der nogle stykker og var i færd med at flette julehjerter. ”Det bliver nok mest Rudolf-Steiner-hjerter vi kommer til at lave” var der én, der grinede. Og da jeg selv gik i gang med at flette julehjerter, skulle der nok også en del fantasi til at se, hvad de skulle forestille. De to år uden klippeklistredag havde sat sine spor, og jeg havde samtidig valgt en temmelig avanceret skabelon, hvorfor de hjerter jeg forsøgte mig med fortsat ligger ufærdige på mit skrivebord herhjemme.

Koncentrationen omkring julepynten blev dog momentant brudt, da julemanden pludselig dukkede op og stillede sig højtideligt ved langbordet. ”Ho, ho, ho. Jeg ønsker jer alle en glædelig jul!” lød det muntert fra julemanden, der efterfølgende begav sig ud i køkkenet for, sammen med kantineforeningen, at klargøre sin julegave til alle os artige dataloger, nemlig gløggen. Stemningen var fortsat i top og nogenlunde samtidig var kantineforeningen gået i gang med at lave hjemmelavede æbleskiver til alle os, der sad og klippeklistrede som gale. Cirka en time og en del æbleskiver og gløgg senere, begyndte den første pynt så småt at pryde kantinen. Julelysene, der stadig skinner ud i vintermørket fra kantinens vinduer, blev viklet ud og hængt op, og nuller og ettaller, klippet ud i forskelligfarvet papir, blev hængt op foran køkkenet. Julemanden var igen gået ud i køkkenet for at stå ved gryderne, denne gang for at kokkerere en omgang risengrød, og julemusikken blev ved med at understrege den gode stemning. I stedet for en CD, der blev spillet på repeat, kom musikken fra en medbragt bærbar, og den ansvarlige havde indsamlet et så stort repertoire, at næsten ingen sange blev spillet mere end en gang. Dette var rart, og blandingen af julesange fra bl. a. South Park og klassikere som Whams ”Last Christmas” var perfekt.

Lidt i 17 blev en velkendt julesang sat på anlægget: ”Det er risengrød… Der gør næsen rød…”. Risengrøden var serveret, og alle skyndte sig straks op efter denne herlige julespise. Det var ikke så lidt, der var blevet produceret i løbet af de foregående to timer, hvor folk også var begyndt at komme i det mere kreative hjørne. Lektor, Torben Mogensen havde fremstillet nogle flotte Spaceinvadershjerter, der nok kan vække en smule Atari-nostalgi hos en Ph. d.-studerende eller to. Det er efter sigende også en tradition, at automaterne i kantinen bliver pakket ind i julepapir, hvilket der også var blevet sørget for i tiden mellem æbleskiverne og risengrøden, dog uden at automaterne er blevet til gaveboder. Knapt var vi blevet færdige med risengrøden, før det næste stykke julepynt skulle indvies. En lang guirlande, udelukkende i det svenske flags farver, blev hængt op under loftet, og farverne var ikke tilfældigt arrangeret, da der naturligvis var tale om en meddelelse i binær kode. Hører man til blandt dem, der ikke forstår sig på dette, kan jeg dog løfte sløret for, at det er en sætning, der ofte siges til russer af ældre studerende, der f. eks. er trætte af den trænge plads i kantinen til frokost. Min sidekammerat lod sig inspirere og gik i gang med at flette et binært julehjerte, hvorpå et mere spiseligt ”Glædelig jul” skulle være repræsenteret binært. Klokken ca. 18:30 begyndte jeg så småt at pakke sammen, og sikke et syn det var at vandre gennem kantinen. I loftet, på væggene og på automaterne hang julepynt i alle afskygninger, og juletræet stod nu i sin fulde pragt med pynt fra top til fod. Der var sågar blevet placeret gaver under træet, hvilket fik det til næsten at se helt hjemligt ud.

Det havde været en sand fornøjelse at sidde og klippeklistre i DIKU’s kantine hele eftermiddagen, og klokken 18:40 vendte jeg, mættet af indtryk, atter næsen hjemad efter en dag i julens, hyggens og ikke mindst datalogiens tegn.

Kan du ikke få nok af klippeklistredagen, kan du inden længe se mange flere billeder i galleriet, og en time-lapse video af hele klippeklistredagen kan hentes på følgende adresser:

http://dikurevy.dk/~phillip/klippeklistredag_2010_854x480.mpg (854x480, 45 MB)
http://dikurevy.dk/~phillip/klippeklistredag_2010_720p.m2t (1280x720, 311 MB)

Begge filer kan afspilles med VLC, MPlayer (ffmpeg) og Windows Media Player 12, men andre afspillere vil muligvis ikke bryde sig om formatet.

Videoen ligger også på YouTube, men af ophavsretslige årsager uden lyd: http://www.youtube.com/watch?v=zaOIuqpR6z4