Man bliver nok lidt mistænkelig første gang man hører taglinen til årets revy: "Det er ikke for sjov", men efter selv at have oplevet Dikurevyen 2010, kan jeg sige at morskaben var stortset endeløs.
Årets revy løb af stablen i et propfyldt store UP1 lørdag den 29. maj og bød i år på lidt af hvert. Igen iår var revyen opdelt i 3 akter, så publikum oftere kunne komme ud og tisse og fylde op på forsyninger.

I år var jeg rusvejleder og skulle nu være med til at give nye studerende en god start på studiet. En start, som helst skulle kickstarte deres engagement, få dem til at lære hinanden at kende og dæmpe deres frygt for de nye omstændigheder, der findes bag universitets døre. Grunden til jeg valgte at gå i krig med rusvejledning, skyldes mest af alt den opfattelse jeg havde fået af mine egne rusvejledere, da jeg selv startede. Jeg havde en tur der var super fed, og som gav mig en god begyndelse, hvor jeg blev bekendt med nye struktur jeg skulle til at tilpasse mig på DIKU.

Jeg fik i et juridisk gæstefordrag på DIKU præsenteret en realisering af, hvor meget digitaliseret materiale, der ligger indlejret i internettet for evigt. Meget som er produktivt og godt, men også data som står åbnent til mistolkning. Formegentlig er der ikke bare imponerende, men desværre også mange dumme og pinlige hændelser, lavet af en utrolig stor mængde mennesker, som uden tvivl er blevet opfanget af et instrument, som gør det muligt at præservere,distribuere og kopiere disse øjeblikke uendeligt.

"Af Henrik G. Jensen"

På DIKU er vi vældig gode til at benytte os af denne tidslomme, og man har sågar hørt hvisken i krogene, om ikke vi skulle have en akademisk time eller mere. På HCØ derimod går man ikke ind for den slags forsinkelser, og jeg er flere gange blevet overrasket over at komme til forelæsninger, som en underviser i sin iver valgte at tage hul på før mødetid. Men hvad er meningen egentlig med at komme kronisk for sent til forelæsninger og undervisning?